The next train to nowhere

Jamen, så lad os da sidde på den fucking badebro.

Der var ingen der lukkede døren for hårdt mere, eller som kom til at vælte askebægeret. Alligevel var hun rastløs. Gik rundt på det knirkende gulv i bare tæer og kunne ikke tage sig sammen til at komme ud i haven. Den var så overgroet. Farverne på valmuerne fik hende til at få ondt i hovedet. Ukrudt. 

Hvis han havde ringet og sagt hvor han var. Hvis det ikke dunkede så meget i hendes hoved. 

En gang sad de på en badebro og så kajakroere haste sig forbi i en fart der sagde :”jeg er en mand i midtvejskrise der er bange for at dø”. De havde leet. De havde været kvalmende på andre mennesker. De prøvede ikke en gang. Han sagde hun havde et smukt ansigt. 

En gang sad de på en badebro. Han havde kigget på hende med mistro. Gransket hendes krop for hver en fejl.  De havde kigget på havet, han  havde fortalt hende at hun ikke var mere værd end hun selv gik og tvang sig selv til at tro på. Han havde taget hendes hænder imellem sine og klemt dem for hårdt. 

En gang sad de på en badebro, og træerne var sindssygt grønne, og han havde kysset hende med flakkende øjne og voldsom gestikulering. Han fortalte om havet og dets økosystem, han fortalte om træerne, om deres blade og rødder der var sammenfiltrede dybt under jorden. Hvordan de havde overlevet alt slags vejr. Han svømmede meget hurtigere end hende, men ikke længere.

En gang sad de på en badebro, han fortalte om livets regler. Han var velformuleret og firkantet, han tog hende i hånden og spurgte om hun forstod, og hun sagde ja, hun forstod, men alt svimlede for hende og hun var bange for at virke dum. Han var så stolt, han var så fastbesluttet på de mål han ville sætte sig for, men hun tænkte, at han ikke en gang kiggede på havet og så hvor smukt det var, så hvordan skulle han så leve livet godt?

En gang sad de på en badebro, og hun sprang hovedspring ned i det sorte vand og dykkede helt ned på bunden, og op. Jeg tør ikke, råbte han, og hun trak ham med ned i det sorte vand og kyssede hans læber og han for op, svømmede væk, grinte, sagde hun var farlig. 

Flossede farvel
Vi trækker i hinandens tunger for at fortælle gamle ord uden andet end kontinuitet

Mine øjenlåg er sammenklappede muslinger
For dig
Så
Luk mine læber før du går

Du tror jeg lader mig distrahere hele tiden, at min krop giver efter at jeg ikke har nogen dømmekraft
Siger du og det rykker i min mave og jeg
Får kvalme og slår knuder på min hals
Mens jeg med et roligt tonefald forklarer uden at knække vokaler at
Hvad Skulle Jeg Ellers Tro

lucifer går rundt uden sko på
og jeg falder gennem tapetet og ud i folkemængden
fast besluttet på ikke at frigive andet end tomme kaloriers
ekko
der er fest her hvor havene mødes her hvor blikkene hviler på hver en
favn
som gestikulerer uden destination uden
mål og uden havn
jeg
forlader en scene for at træde på en ny
alligevel er det plankerne der optræder længst tid
så længe der er evig strid vil
idiotien vandre 

for lucifer går rundt uden sko på
og vi brokker os så meget men gør så lidt  
fremmedgjorte for andet end vores egne stemmer og lytten til skænderiet 
over det andet stakit
der er krig her hvor blikkenes bægre bliver
tømt ud et for et
her hvor ordene bliver erstattet med brøl og guld med skidt
for natten begynder sin sløring
træerne bøjer sig ned
og snart har du glemt hvem det var der
tog dig væk fra tid og sted
til evig tid
vil idiotien vandre 
 

jeg vikler dig ind i distanceret muzak og du kigger op på mig, hypnotiseret. så meget for popakkorder.

Der. Lige der vælter du opad en skakt med benene synkront knækkede under din torsos vægt. Som en ond drøm kan du ikke fange nogen billeder og kvæler dermed dit eget.

Du kigger op og ser et mørkeblåt hav. Ål slanger sig over dit hoved, hvaler udstøder klagesang, karper sluger vand. Det er jo nat, men gulvet lyser op mod den tykke glasvæg mellem dig og dybet. Prøver nølende at rejse dine ben op, men de falder til jorden. Du pruster, tager dig overrasket til munden. Det giver ekko. Korridoren tilfangetager din lyd. Du stivner . Begynder derefter at le højt. Din stemme forgrener sig og bliver en evig summen af fluer. Kigger op i dybet. Et koralrev åbner og lukker sig for dit blik.

Prøver igen at rejse dig, men knækker sammen igen. Det eneste du har er din stemme og væggene.

der er ingen forstand som kan standse mig
jeg vil vælte glas og tabe skruer
rive fjer ud af min hud
du ved
spastisk anlagt scene sorteret ud fra det virkelige liv
og mit ansigt vil dreje 8335 grader rundt, og jeg vil tage dig om livet
erklære dig min kærlighed og bide hovedet af dig mens
jeg spytter forbandelser ud over kannibaler
sådan fungerer det
sådan fungerer ví
når vi har ryddet op vil jeg tage dine hænder i mine
så ringer telefonen og 
det hele begynder igen som en reprise i 
mozarts nr 29

satans til skibsforlis  

Som knitrende papir der ædes af ild Sådan forsvinder dagen for øjnene af hende hun er Fascineret af hastigheden